Russisksiden

Russisksiden

Grammatisk analyse

IntetPosted by Mads 19 Apr, 2018 07:52
I forbindelse med vores grammatiske analyse har der vist sig at være en del metodiske og terminologiske udfordringer, idet en sætning kan analyseres fra flere vinkler. Det skal jeg på sprogets vegne beklage. Sådan er det ofte, når man beskæftiger sig med fænomener, der ikke passer til vores konstruerede "logik" og systemer. 2+2 = 4. Det samme kan man sige om 3+1, 2x2 eller 109-105.

Det vigtigste er, når det handler om morfologisk og syntaktisk analyse af russiske sætninger, at I kan beskrive sætningens bestanddele morfologisk: Ordklasse? Grammatiske kategorier (køn, tal, kasus, tid, person, aspekt etc.)? I skal også kunne beskrive sætningens struktur og ordenes indbyrdes relationer i store træk, dvs. syntaksen: Simpel/kompleks sætning? Et eller to led? Subjektet? Prædikatet - verbalt eller nominalt? Eventuelle komplementer, attributter og adverbialled? I den forbindelse kan jeg henvise til vores Basal morfologi og syntaks, der kan findes ovre på Absalon under Russisk propædeutik > Undervisningsmaterialer samt her. Eksempler på sætningsanalyse starter på s.6.

Hvis I mangler et overblik over de forskellige kasus og deres grundfunktioner, kan I læse eller genlæse Appendiks 3 - morfologi og syntaks. Den kan også findes ovre på Absalon under Russisk propædeutik > Undervisningsmaterialer. Den egentlige gennemgang af de forskellige kasus starter på s.9.